Sample Sidebar Module

This is a sample module published to the sidebar_top position, using the -sidebar module class suffix. There is also a sidebar_bottom position below the menu.

Sample Sidebar Module

This is a sample module published to the sidebar_bottom position, using the -sidebar module class suffix. There is also a sidebar_top position below the search.
Nyheder

eurocup big 

I weekenden den 1-3. september, var der i Hasselt i Belgien, JKS europamesterskaber. 
Vi var 8 kæmpere fra Hørsholm og tre (+1) dommere afsted, som repræsenterede JKS Danmark.

Jesper Sensei, Rune senpai og jeg havde aftalt, at vi kørte derned over to etaper. Efter træning torsdag aften kørte vi til Flensborg og overnattede. Fredag morgen skruede vi op for den tunge musik, fandt gode steder med kø og vejarbejde og 9½ time (!?) senere landede vi i Hasselt. Lidt sent måske, men vi havde lige tid til at købe lidt ind – vi mente ikke vi kunne komme hjem fra en biltur til Belgien uden et baggagerum fyldt med øl. Efter indkøb mødtes vi med de andre fra JKS Danmark ved vores hotel.

Lørdag morgen, efter morgenmaden tog vi alle ud til sportshallen, hvor dagens konkurrencer skulle afholdes. Efter taler, åbningsceremoni og opvisning i para-karate ('Intellectual impairment' categories !?) stod den på holdkonkurrencer og para discipliner.

Vi havde tilmeldt to hold til team kata og et til hold kumite. De to holdkataer, Anne-Sofie Nielsen, Laura & Elisabeth skulle i familiekata mens Jesper Sensei, Rune senpai og Oscar senpai udgjorde senior hold kataen. Familieholdet havde trænet Bassai-Dai op til stævnet, og fik lavet en rigtig flot kata – var der premierenerver, skjulte de dem flot. Familien Nielsen vandt sølv i deres kategori. Seniorholdet lavede en rigtig flot Kanku-sho i et stort og stærk besat felt. De sluttede på en flot fjerdeplads, efter at have ligget tre'er lige indtil de sidste to hold.

Vores hold kumite bestod af Rune senpai og Oscar senpai. Desværre var holdet blevet reduceret til to mand pga. skade, og uden reserver, var begge kæmpere tvunget til, at vinde deres kampe, skulle de gå videre. De kom op imod et stærk irsk hold, de senere bronzevindere. Oscar senpai, kæmpede en rigtig flot første kamp for os, fik midt i kampen scoret med en chudan gyaku-zuki – han holdt kampen ud og vandt den første kamp. Rune senpai, løb desværre ind i en stærkere kæmper, og tabte sin kamp. Normalt skulle holdkampen så afgøres i en tredje kamp, men da vi ikke havde nogen til at stille op, tabte vi automatisk tredje kamp, og røg dermed ud efter første kamp. Hrmph!

Jeg skulle ikke i kamp lørdag, så jeg havde tid, til at hjælpe hvor der var brug for det, coache holdkumite'en, klappe, pifte lavt, tage billeder, agere vandbærer, se en masse karate og få hilst på nye og gamle karatevenner – en egentlig ok dag.
Lørdag aften gik vi alle ud og spiste og fik nydt det gode selskab. Et par af os nåede også en enkelt øl på hotellet inden vi tørnede ind.

Søndag blev de individuelle kategorier afviklet. Min første kategori var senior koten kata (senior!? fra 19 år og op)
Her havde vi Fie senpai, Rune senpai, Oscar senpai og jeg selv med. Fie senpai var første m/k på banen for os. Hun tabte. Jeg var næste mand på banen. Jeg havde varmet grundigt op, fokuserede på min kata, var ikke så nervøs da jeg skulle op, og syntes jeg lavede en ok kata. Jeg tabte. (Jeg mødte den senere guldvinder, så farvel og tak). Rune senpai tabte også sin første runde (til den senere sølvvinder) Og Oscar senpai tabte også sin første runde kata til en finalist. En forholdsvis ringe start på søndagen, syntes jeg. Brian senpai stillede også op koten kata, i veteranklassen (50+). Jeg syntes han lavede en rigtig god Kasshu, som var helt på højde med de andre finalisters kataer – han blev belønnet med en bronzemedaljse for den.

Efter koten kata skulle ud i vores egne kata kategorier, jeg skulle i seniorklassen 40-49 år. Vi var ni i min kategori, så 7 af os sad indledende runde over og skulle starte direkte i finalerunden for de sidste 8. Jeg skulle på næstsidst, så der var tid, til at se de andres kataer – og til at blive lidt nervøs. De første to lavede gojushiho-sho og fik nogle pæne karakterer, så kom et par gode Jion'er og en flot Unsu, flere lagde jeg ikke mærke til. Og det var alt sammen fint, jeg fokuserede på min egen kata, og ikke så de andre, og følte mig klar og ikke nervøs. Lige indtil 10 sekunder-i-min-tur "Hvad skal jeg efter...?", "Hvordan skal jeg lige…?" Dårlig timing mente jeg, men nerverne forsvandt da jeg stod på tatamien, jeg vidste hvor jeg skulle have fokus i min Gangaku og så skulle jeg bare igang. Det gik fint, indtil midt i kataen hvor jeg stod i kiba dachi med siden til dommerbordet og havde en lille kunstpause. Lige foran mig stod et kendt ansigt med en telefon og filmede… Kunstpausen blev lidt længere end beregnet. Jeg afsluttede min kata og fik mine karakterer, de lå fra 8.9 til 9.3, sikkert ok tænkte jeg og bukkede ud. Jeg havde ingen anelse om, hvor i feltet jeg lå, men jeg havde det godt med min kata – jeg var færdig, og skulle over og se resten af holdet kæmpe efter frokost. Da vi linede op, var jeg allerede videre i teksten… "In 3rd place and bronze medal, no. 65, Denmark, Peter Leschly…" Så kom den lange kunstpause igen – med et lille smil på læben.

Efter min egen kategori nåede jeg at se Oscar senpais finale kata, Kanku-sho, som han lavede til en flot bronzemedalje. Med tre bronzemedaljer blev morgenens kotenkataer gemt lidt væk.

Om eftermiddagen blev alle kumiteklasser afviklet. Oscar senpai coachede Laura og Elisabeth i deres første kampe, som de desværre begge tabte efter at have kæmpet godt. Derefter fik jeg set hans kampe, hvor han gjorde det rigtigt godt. Han vandt sin første kamp, men måtte lige over og tilses af stævnelægen, inden han kunne kæmpe videre. I semifinalen mødte han Cameron Scobie, verdensmesteren fra Skotland. Han kæmpede godt, men måtte desværre se sig slået af en stærkt kæmpende skotte. (I finalen fik Scobie plantet en solid mawashi geri på næsen af sin modstander, desværre lidt for hårdt, snuden brækkede, han blev diskvalificeret og tabte guldet.) En bronze blev det til for Oscar senpai i kumite.

Jeg nåede at se et par af Fie senpais kampe. hun stillede op i to kumiteklasser, og fik kæmpet sig til en sølv og en bronzemedalje i kategorierne. Rune senpai vandt sin første kamp, men røg ud i sin anden runde, inden finalekampene.

Efter en lang dag med konkurrencer skiltes vi ved hallerne efter stævnet, da nogle skulle direkte hjem enten i bil eller til lufthavnen. Jesper sensei, Rune senpai og jeg tog til hotellet og spiste aftensmad med nogle af de andre som skulle overnatte, inden vi skruede op for den tunge musik og drønede mod Flensborg med gode erfaringer og oplevelser i tasken og belgiske øl i baggagerummet – stor tak til min dejlige kone for, at minde os om der ikke var reservedæk bagi.

Jeg havde en rigtig god oplevelse og syntes generelt stævnet blev afviklet ganske fornuftigt, dog med et par fartbump undervejs. Computerne ved dommerbordene kørte ikke altid stabilt, så der var en del pauser i de forskellige kategorier mens man skulle afhjælpe, og nogle steder måtte man hente print af kamptræerne og færdiggøre kategorierne derefter. Medaljepodiet stod bagerst i hallen, så betalene tilskuere havde svært ved at se, hvad der foregik ved præmieoverrækkelserne. Der blev spillet nationalmelodier for hver kategori – det trak tiden ganske betydeligt.

EM JKS
Inden vi tog afsted, havde vi forhåbninger om at få et par enkelte gode placeringer med hjem, men efter nogle rigtig gode indsatser, tog holdet hele 7 medaljer med hjem.

Tak til de medrejsende fra JKS Danmark for en rigtig god tur,

Oss,
Peter Leschly,
Hørsholm Karateklub.

Resultater:
Sølv:
Familie kata: Anne-Sofie Nielsen, Laura Nielsen og Elisabeth Toft Nielsen
Kumite kvinder 22-39 år +61 kg: Anne-Sofie Nielsen
Bronze:
kumite kvinder 22-39 år åben klasse: Anne-Sofie Nielsen
Kata herrer 18-21 år: Oscar Friis
Kata Herrer 40-49 år: Peter Leschly
Kata koten 50+: Brian Friis
Kumite herrer 18-21 år -75 kg: Oscar Friis