Sample Sidebar Module

This is a sample module published to the sidebar_top position, using the -sidebar module class suffix. There is also a sidebar_bottom position below the menu.

Sample Sidebar Module

This is a sample module published to the sidebar_bottom position, using the -sidebar module class suffix. There is also a sidebar_top position below the search.
SayOSS 2009

Vi har samlet alle nyhederbreve / - artikler fra 2009 her!

 

DKA Summercamp 2009

             

Om Sensei T. Asai

japan 1   japan 1
Skrevet af: Michael Remontiussen   Skrevet af: Webmaster
     

Medaljehøst DTKF DM 2009

 

Scott Sensei i Danmark

japan 1   japan 1
Skrevet af: Troels Klem Thomsen   Skrevet af: Michael Remontiussen
     

Seminar m Iian Abernethy

 

JKS World meeting

japan 1   japan 1
Skrevet af: Jean Sørensen - Vejle   Skrevet af: Sensei Jesper Markvardsen
     

Træning på JKS Honbu Dojo

 

Interview med Sensei Koike

japan 1   japan 1
Skrevet af: Sensei Jesper Markvardsen   Skrevet af: Webmaster
     

JKS EM

 

JKS Shihan Kai

japan 1   japan 1
Skrevet af: Troels Klem Thomsen   Skrevet af: Webmaster. 
     

Leder

 

japan 1    
Skrevet af: Palle Lech (Formand DKA)   
     
 
     

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Michael Remontiussen, Ringsted Karate Klub

The spirit from White Sands Territory

Årets summercamp skulle holdes i det naturskønne Hvide Sande beliggende på den jyske vestkyst. Omkring 50 karate-kaer mødte op torsdag den 9. juli og klar til spændende og udfordrende dage med karatetræning og socialt fællesskab. Alle blev indkvarteret på Hvide Sande Vandrehjem som lå blot 50 m fra træningssalen.

Årets instruktører var sensei Jan Spatzek, sensei Uwe Schwehm og sensei Jeanette Sørensen.

Træningen blev delt op i voksne øvede, voksne begyndere og børn. Det betød at hver instruktør kunne tilrettelægge en undervisning målrettet gruppens niveau og erfaring. Sensei Jeanette Sørensen underviste primært børn. Sensei Jan Spatzek og sensei Uwe Schwehm primært voksne, både begyndere og øvede.

Alle udøvere gennemgik en række meget lærerige og spændende træninger, med stor inspiration til at selv fortsætte sin udvikling. Imellem træninger var der en særdeles god atmosfære, hvor alle oplevede følelsen af én stor familie. Nye kammeratskaber blev skabt og andre blev styrket, til de stærke bånd der binder os alle sammen, nemlig interessen for karate og et ligeværdigt fællesskab. Alle var samlet til fællesspisning, hvor god stemning og absolut velsmagende mad blev indtaget.

Fredag aften bød også på oplevelser ud over det karatemæssige. Muligheden for en speciel form for surfing tiltrak mange fra campen, der med flere sensei’s i spidsen kastede sig frygtløst ud i det våde element!

Lørdag eftermiddag var en del deltagere til graduering. Derfor var der en særlig stemning op ad formiddagen, som tydeligt viste at fokus var rettet ind på at skulle yde sit maksimale. Der blev vist flot karate lige fra prøven til 9. kyu og frem til 3. Dan. Uanset niveau havde man en klar fornemmelse af, at der var lagt en stor træningsmængde bag. Alle kan være stolte og tilfredse for deres indsats og huske på at alle karateudøvere må gå samme vej gennem graderne. En forsat glæde ved træning, dag efter dag, skaber den helt rigtige vej for en karateudøvers udvikling. De opnåede grader er en fin og vigtig anerkendelse af ens karatemæssige og personlige karakter og et stort tillykke til alle der bestod.

Søndagen var sidste dag for Campen og det var en gruppe meget positive, men også trætte karateudøvere der kun bukke tak for denne gang og glæde sig over at være en del af ”familien”. Ingen tvivl om at Hvide Sande skaber absolut rigtig gode rammer for afholdelsen af DKA summercamp. I skrivende stund høres det på ”vandrørerne” at Hvide Sande igen til næste år bliver vært og til dette kan kun der siges tak og vi kommer. Gambatte og vi ses til Summercamp 2010.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

asai-bigAsai Sensei brugte næsten hele sit liv på at søge ’The Way’ (Vejen). Hans karate karriere er blevet sammenlignet med en ’Tordenfuld Storm’. Han sagde ’man skal glemme alt og springe ud, med hovedet først, i hvad man har lyst til. Selvom gennemsnitspersonen ikke kan forstå denne tankegang eller befinder sig i et sådan miljø, er det netop dette miljø, som er essentiel for ens succes.’

Det var faktisk usædvanligt at høre Asai Sensei tale meget. Men kiggede man ham i øjnene, kunne man forstå dybden af hans viden. Han havde gennemborende ørne-øjne, som reflekterede den uforståelige ihærdighed af hans træning.

Læseren bør dog ikke misforstå dette. Asai Sensei kunne karate, som folk verden over ville betragte som standard karate. Men Asai Sensei kunne så meget mere end det.

For at forstå dette, må man kigge nærmere på Asai Sensei’s udvikling igennem sit karate liv. Han studerede på det kendte Takushoku Universitet, hvor han trænede i universitetets karate klub. Han vandt også mange stævner og blev Grand Champion i kata og kumite ved det 5. All Japan Championship. Fra disse succesrige begivenheder, begyndte han at undervise tusinder af elever verden over og blev et ikon indenfor traditionel karate.

Den traditionelle karate blev grundlaget for hans fremtidige udvikling. Asai Sensei rejste jorden rundt og fik hermed en masse erfaring om andre landes kampsystemer. Denne erfaring tillod ham at bygge videre på sit fundament og dermed skabe sin egen unikke stil. Han formåede at gøre sin krop smidig som et piletræ for at maksimere effektiviteten af sin stil.

For at kunne løfte karaten til et højere niveau fandt han ud af, at det ikke alene var vigtigt at udvikle torsoen men også hoved, arme og ben. Ved at udvikle hver enkelt kropsdel kunne han eksplodere som en ’Tordenfuld Storm’. Ved at udvikle torsoen, arme og ben hver for sig, er det væsentligt sværere for modstanderen at gennemskue et forestående angreb. Dette kombineret med Asai Sensei’s hurtighed udgør en dødelig kombination.

Denne specielle træning gjorde det muligt for Asai Sensei at løfte sin styrke til et niveau, som nogle ville finde overnaturligt. Disse teknikker er dog adskilte fra Shotokan-Ryu; de er Asai Karate stil. Fra nu af vil vi derfor bede læseren om at lægge alle sine hidtidige forestillinger og idéer om karate til side. Kun således kan man lære Asai Sensei’s karate.

Igennem mange år har folk været bange og betaget af Asai Sensei’s karate. De var ofte imponerede over hans evne til at springe. Han kunne nå utrolige højder fra en oprejst stilling.

Asai Sensei blev født i 1935 i Ehime i Shikoku præfektoratet i Japan. Han blev senere kendt i hele karateverdenen. Hans far var politimand, og Asai Sensei var den ældste søn i familien. Opvokset på landet, udviklede Asai Sensei sig til at blive en meget stærk, hurtig og energisk ung mand. Som ung dreng dyrkede han ofte Sumobrydning. Nogle gange konkurrerede han i de traditionelle 5-mands kampe og vandt hver gang.

Han lærte Judo, Kendo og sværdbrug af sin

far. Trods sin unge alder blev hans atletiske kunnen hurtigt genkendt. Når han blev kastet, landede Asai Sensei altid på sine fødder igen. Som 12-årig skete der en central drejning i Asai Sensei’s liv. Han så en bokser slås med en karate-ka i et rigtigt håndgemæng. Det billede, der låste sig fast i Asai Sensei’s hukommelse var, ikke så meget, hvem der ville vinde kampen, men derimod karate ka’ens spark, som forhindrede modstanderen i at modangribe ham. Således blev billedet af karate som værende kraftfuld indprentet i ham. Denne begivenhed fandt sted lige efter 2. Verdenskrig, hvor det japanske samfunds fremtid lå usikker hen. Folk vidste ikke længere, hvad der var rigtig eller forkert. Slåskampe og tyveri var hverdagskost i samfundet. Asai Sensei ønskede derfor at være både mentalt og fysisk stærk. Så han begyndte at træne karate.

Det næste skift i hans liv kom en dag, da han sammen med en ven gik til skole. Da de nærmede sig skolen, så de en mand i en dogi  (karatedragt), som lavede karate. Asai Sensei blev overrasket over hans styrke. Han tænkte også ved sig selv, at denne mand så stærkere ud end ham! Samtidig med disse tanker, sagde hans ven:’ Han er fra ’The Fighting University Karate Club’. Fra det øjeblik af tænkte Asai Sensei kun på, hvordan han kunne blive optaget på Takushoku Universitet for at kunne træne på deres karate hold. Asai Sensei besluttede sig for at studere flittigt for at kunne klare adgangskravene til Takushoku Universitetet. Selvom han hadede at studere, bestod han seks måneder senere adgangskravene og kunne nu gå på Takushoku.

Asai Sensei beviste sin store beslutsomhed på Takushuko. De fleste kan ikke udstå forholdene. 150 elever startede samtidig med Asai Sensei i karateklubben. Men inden måneden var omme, var der kun en håndfuld tilbage. Der var ingen fornøjelse i dojo’en eller generelt på universitetet, bare træning, men Asai Sensei overlevede og blev snart herefter tilbudt at bo i karate-sovesalen. Det var en stor ære at få lov til at bo der. Alle de store Shotokan mestre i verden kom herfra. Trods de hårde kår, var Asai Sensei lykkelig, da han nu havde mulighed for at blive rigtig stærk, mens andre blev overrasket over ham – de påstod, at det eneste tidspunkt, hvor han ikke trænede, var når han spiste eller sov.

Asai Sensei afsluttede sin uddannelse i 1958, og Nakayama Sensei insisterede på, at han måtte fortsætte med at træne karate. I spøg sagde Nakayama Sensei, at han jo ikke kunne andet end karate! Således tiltrådte han Kenshusei (instruktøruddannelsen). Det var den gyldne æra i JKA med mange stærke og forskellige personligheder. Han kunne her dagligt træne med dem, og hermed blev hans beslutning om at træne karate hele livet slået fast. Den hårde træning lønnede sig i 1961, hvor Asai Sensei foran kronprinsen, blev Grand Champion (Kata og Kumite) ved at besejre favoritterne Mikami Sensei og Shirai Sensei.

asai-kamaeTaiwan: Den største kampsportsudfordring

Asai Sensei var den første til at introducere karate på Taiwan. Da karatens rødder er solidt baseret på kinesisk Kempo, var karate dengang ikke kærkommen i Taiwan. Asai Sensei mødte konstant udfordringer fra andre kampsportskæmpere, og de var problemfyldte. Hvis han vandt, ville alle hade karate. Hvis han tabte, ville alle tænke, at karate var kraftløs. Han kunne dog ikke tabe med vilje. Derfor, hvis hans modstander var besluttet på at slås, demonstrerede Asai Sensei sin fantastiske kunnen, men han forårsagede på intet tidspunkt nogen alvorlige eller permanent skade på sin modstander. Således balancerede han på den politiske line. For at udbrede karaten på Taiwan endnu mere, lavede han ofte opvisninger på TV. Når disse udsendelser blev transmitteret, samlede folk sig på gader og stræder omkring de tv’er, som var tilgængelige på restauranter og i butikkerne.

En dag blev Asai Sensei inviteret til middag hos Hr. Lin, som var øverste instruktør i Crane Kung Fu i Taiwan. Hr. Lins assistent var Asai Sensei’s kones bror. Hr. Lin var en meget høflig og venlig mand med en mild stemme. Midt under middagen skete det mest utrolige. Hr. Lins øjne nærmest lyste blodtørstigt. Han angreb aggressivt Asai Sensei med sine hænder. Hr. Lin lavede kiai nogle få gange, og hans årer i panden trådte tydeligt frem som resultat af situationen. Asai Sensei parerede og neutraliserede alle Hr. Lins angreb. Ingen af angrebene ramte Asai Sensei. Gennem hele episoden forblev Asai Sensei rolig og smilende med den ene hånd i lommen og den anden i aktion. Hr. Lin fortsatte med at teste Asai Sensei’s forsvar men indså til sidst, at det var unødvendigt og opgav, hvorefter han straks igen blev den glade og rolige mand. Senere forklarede Hr. Lin, at han havde indledt dette håndgemæng for at se, om Asai Sensei fortjente at undervise hans Senior Crane Kung Fu elever, som nu havde trænet med ham i over 20 år, i karate.

Hvis Asai Sensei havde vist sig at være svag, ville Hr. Lin have tilintetgjort ham. Men 60-årige Hr. Lin sagde, at han aldrig havde mødt nogen, som kunne undgå hans angreb, og han var overrasket over, at en så ung mand (Asai Sensei var 26 år dengang) kunne have så meget kraft. Festen fortsatte herefter lystigt til den lyse morgen. Hr. Lin insisterede også på, at alle hans elever fortsatte med at træne karate i Asai Sensei’s dojo. Denne anbefaling hjalp en hel del. Der blev færre udfordringer for Asai Sensei, og det taiwanesiske kampsport fællesskab åbnede op for ham. I forlængelse af denne fremgang drog Asai Sensei til Hawaii, hvor han fortsatte med at undervise i Karate. Han rejste også ofte jorden rundt, hvor han bibragte sit eget Karate varemærke til tusindvis af mennesker. Til sidst vendte han tilbage til Japan for at blive teknisk direktør i JKA.

asai-smokeI år 2000 etablerede Asai Sensei den ikkeprofiterende organisation Japan Karate Shotorenmei for at videreudvikle karate. Hans fokus var udvikling af ånden og ikke kun udvikling af teknik. Han tror fuldt og fast på at udvikle ens ånd som vejen til venlighed og respekt mod andre mennesker. Han har desuden udviklet karate for kørestolsbrugere som en måde at gøre karate tilgængelig for alle mennesker uanset, hvilket handicap de har. Han tror på, at udvikling af ånden således vil kunne udvikles for alle og ikke kun de fysisk talentfulde og dem i god fysisk form.

50 år senere stræbte Asai Sensei stadig efter perfektion i sin Karate. Hver morgen, 365 dage om året, fulgte han en stringent 2½ times ræningsrutine. ’Måske synes folk, at det er hårdt arbejde, men for mig er det naturligt. Selvtræning er en metode til at presse mig selv til grænsen og lære nye ting om min Karate. Den dag, hvor min karateånd og -teknik holder op med at vokse, er dagen, hvor jeg forlader denne jord. Det er af denne grund, at min Karate om ti år vil være bedre, end den er i dag. Så hver dag må jeg fortsætte med træne som en elev.’ Efter så lang tid anså Asai Sensei denne træning som en naturlig del af sit liv – endnu en egenskab, som udmærkede ham fra de fleste.

Hans karateudvikling lignede måske, hvis ikke hurtigere, en skudsalve, som altid øgede farten. Vedvarende træning er altafgørende. Han sagde også ’I løbet af 365 dage må vi gøre i dags teknik bedre end gårsdagens, og i morgens teknik bedre end den i dag.’ Det er den ægte ånd hos en Karate ka.

 tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af: Troels Klem Thomsen (Hørsholm Karate Klub)

dtkf-2009Søndag den 21. juni 2009 afholdt DANSK TRADITIONEL KARATE FORBUND (DTKF)  anmarksmesterskaberne i Helsingør Hallen på Sjælland. Til stævnet, der er forbundets andet danmarksmesterskab, blev der kæmpet i kategorierne mænd og kvinders individuel Kata og Shobu-ippon Kumite i klasserne Kadetter (16-17 år), Juniorer (18-20 år), Seniorer (21-34 år) og Seniorer (+35 år).

DKA Honbu Dojo blev i foråret 2009 medlem af DTFK, så det blev muligt for DKA kæmpere at deltage i aktiviteterne, og herunder også stævnerne, i regi af DTKF. Karate kaer fra alle DKA klubber kan melde sig ind i DKA Honbu Dojo og heldigvis var der øjeblikkelig tilslutning til Sensei Jan Spatzeks initiativ. I skrivende stund er der faktisk 25 medlemmer i DKA Honbu Dojo, så det er rart at se, at mange har lyst til at teste de færdigheder, som vi tilegner os i den daglige træning, ved stævnerne i DTKF. Men der er måske et lille stykke vej fra at ville til at gøre, for der var kun 6 tilmeldinger til DTKF DM 2009 (ja, der er jo nok lidt der skal læses mellem linjerne her ).

De 6 tilmeldte bestod af 3 kæmpere fra Struer Karate Klub (Jeanette Sørensen, Michael Trier Jensen, og Christina Hansen) og 3 kæmpere fra Hørsholm Karate Klub (Janne Markvardsen, Rune Zimsen og Troels Klem Thomsen). Kæmperne stillede op i både kumite og kata i deres respektive rækker samt i åben klasse.

Stævnet startede med registrering kl 9 og stævnestarten var sat til kl 10. Der var etableret et enkelt kampareal, så alle kampe blev afviklet én efter én - det gav alle tilskuere og kæmpere mulighed for at følge med i slagets gang og dermed at se kommende modstandere an.

Først startede kata i de enkelte klasser. Kata kampene blev afviklet ganske hurtigt - og de klassiske shotokan kata som Bassai Dai, Enpi og Jion var dominerende. Der deltog dog også kæmpere fra andre stilarter, der selvfølgelig valgte andre kata. Der var dog klasser, hvor der var for få kæmpere til at gennemføre kampe i de indledende runder, og kampene blev derfor først afviklet i finalerne senere på dagen.

I de indledende runder for kata skulle Michael og Troels kæmpe. Begge valgte Bassai Dai - Michael i Kadetter for 16-17 år og Troels i Senior er for +35 år. Michael vandt sin kamp og gik videre til finalen. Troels gjorde et forsøg, men tabte desværre sin kata til sølvvinderen, der også udførte Bassai Dai. De øvrige kæmpere gik direkte i finalerne.

sayoss_2_2009_janne  
  Janne Markvardsen - svært tynget af dagens
  mealjehøst.
 

Efter afgørelse af de indledende runder i kata, blev det tid til de indledende runder i kumite. Der skulle afvikles kampe for DKA kæmpere i følgende klasser: Michael i kadetter mænd 16-17 år, Janne i seniorer kvinder 21-34 år, Rune i seniorer mænd 21-34 år, Troels i seniorer mænd +35 år og Rune og Troels i åben klasse mænd. Michael klarede sig flot og banede hurtigt vejen til finalerunderne. Ligeledes fik Janne gjort kort proces og sikrede sig en plads i finalerunderne. Rune og Troels fik begge lidt at se til af deres modstandere - både i deres klasser samt i åben klasse - og det blev desværre ikke til mere end en kamp hver i begge klasser. Alle kunne dog glæde sig over, at der nu var 4 ud af 6 DKA kæmpere i finalerunderne.

Efter de indledende runder var der frokostpause, hvor alle kæmpere kunne få lidt indenbords samt en mulighed for at netværke og hygge med kæmperne fra de andre klubber. Der var en rigtig god stemning til stævnet, og gamle venskaber og bekendtskaber blev opfrisket, nye blev stiftet og der blev inviteret til træningsarrangementer på kryds og tværs af klubberne. Yderst positivt og i mine øjne rigtig sundt for udviklingen af karate og et godt karatemiljø mellem klubberne.

Efter frokosten startede finalerne i både kata og kumite. I kata blev de 4 finalister bedømt efter et pointsystem, så finalisterne fik kun én chance til at vise deres bedste kata. De første på arealet var kadetterne, så Michael var den første fra DKA, der kom i ilden. Michael valgte at udføre Bassai Dai og endte i hård konkurrence med de andre deltagere på en 3. plads og modtog således en bronzemedalje. Den næste kæmper, der skulle på arealet i klassen Juniorer 18-20 år, var Christina, som ligeledes valgte Bassai Dai. Hun gennemførte kata i god stil og endte på en 2. plads og modtog en sølvmedalje. Herefter kom turen til seniorerne for Rune, Janne og Jeanette. Rune udførte en flot Enpi, men var oppe mod meget erfarne karatekæmpere, så der var hårde odds, og det blev desværre til en 4. plads - og dermed ikke til medaljer i denne omgang. Janne var i topform og viste i sikker stil en Chinte der gjorde så stort et indtryk, at det blev til en 1. plads og dermed guld i kata. Jeanette viste Jion med fuld kraft og saft leverede en kata, der resulterede i en 2. plads og dermed sølv. Rigtig flot og stort tillykke til alle kæmpere.

Til sidst blev det tid til at gennemføre kumite finalerne. Igen var Michael den første kæmper,og Michael viste, hvem der bestemte, først i semifinalen og dernæst i finalen. Så Michael endte på en fortjent 1. plads og modtog en guldmedalje. Dernæst kom det til seniorerne, hvor Janne og Jeanette skulle kæmpe. Janne gav den fuld gas i semifinalen og vandt overlegent. I finalen lagde Janne også fint ud, men desværre havde modstanderen fået en skade tidligere i stævnet, så efter et halvt minuts tid opgav hun, og Janne fik dermed en velfortjent 1. plads, og guldet var hjemme. Efter Janne blev det Jeanettes tur, og i kumite var Jeanette jo helt på hjemmebane. Der blev gået til stålet og efter en spændende kamp, vandt Jeanette finalen, og så var guldet også hjemme der. Den sidste finale kamp for DKA deltagerne var åben klasse for kvinder, hvor både Janne og Jeanette skulle kæmpe. Janne havde sin størrelse imod sig og tabte desværre i semifinalen, så det blev til en delt 3. plads og dermed bronzemedalje. Jeanette havde derimod lidt længere rækkevidde og vandt igen i flot stil guldet. Godt kæmpet til alle og tillykke med de flotte resultater.

I stævnets ’aftermath’ blev der gjort status mellem deltagerne, og selvom der var lidt ømhed og lidt ufrivillig øjenskygge hist og pist, var der bred enighed om, at det havde været et rigtig godt stævne. Der havde været en meget god stemning, og der var tid til hygge mellem alle deltagerne. Dommerne gjorde det endvidere udmærket, og der var generelt tilfredshed med indsatsen. Stævnets officials var dog en anelse udfordret i disciplinen ’oplæsning af navne’, for jeg har da godt nok ikke hørt så mange varianter af vores navne før. Eksempelvis blev Janne til Jean Madlarsen, Jane McVadsen og Joan Muddersen og Troels til Troels Kliiin Thomsen eller noget i den retning, for oplæserne endte med at mumle navnene til sidst.

Alt i alt var det et rigtig godt stævne og man må sige, at det var lidt af en entré for DKA i DTKF, da der blev hentet ikke mindre end 9 medaljer hjem til DKA Honbu Dojo. Og alle deltagerne var da også enige om, at vi gerne vil stille op igen i de fremtidige stævner. Så vi glæder os til at deltage i de kommende stævner, for vi må virkelig kunne skabe resultater, når alle de andre DKA Honbu Dojo medlemmer selvfølgelig også stiller op.


tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

sayoss_2_2009_scott1

Af: Michael Remontiussen (Ringsted Karate Klub)

Scott Sensei gæstede Danmark and did very well!

”Improvise, Adapt and Overcome”

Da sensei Jesper Markvardsen i starten af maj, måtte meddele mig at Yamaguchi sensei ikke kom som planlagt, var der et øjebliks stilhed og mine tanker gik til alle dem der havde glædet sig til besøget. Ærgrelsen blev dog meget kort da Jesper sensei i samme åndedræt kunne fortælle at der blev arbejdet hårdt på at Sensei Scott Langley fra JKS GB & Ireland kunne komme i stedet. På kort tid blev mottoet ”Improvise, Adapt and Overcome” demonstreret med overblik og alle kunne ånde lettet op med udsigt til besøg fra en engelsk herre med en række meritter. Blandt andet gennemgået 2 år som ”kenchusei” på JKS Honbu Dojo og diverse internationale stævneresultater. Noget der må vække enhvers respekt, anerkendelse og interesse. Scott sensei skulle ankomme mandag til Ringsted Karate Klub ledsaget af sensei Jesper Markvardsen. Både mandag og tirsdag ville der være træninger både for børn og voksne,begyndere og øvede.

Relax – kime - relax

Mandag var træningen for voksne, først med 1½ time for alle grader, efterfulgt af 1½ time for brun- og sortbælter. Scott sensei introducerede en række øvelser med formål at kunne reagere med stor hastighed og opnå skarphed i sine teknikker. Det krævede at overkroppen med skuldre og arme var afslappet. Al kraft skulle udløses af eksplosiv hofterotation og solide stillinger. Scott sensei brugte meget retningsskift og vægtskifte i basistillingerne til at mobilisere optimal hastighed og få følelse af at eksempelvis gyaku-zuki blev skudt af som et projektil fra hoften, uden unødig kropsspænd ing og for tidlig kime. Skiftene fra kiba-dachi til zenkutsu-dachi og kokutsu-dachi til zenkutzudachi muliggjorde at lave teknikken med hele kroppen, fra dens fødsel i bagerste hæl og op gennem kroppen og med stor acceleration i hoften fuldende stødet gennem skulderen og med udstrakt arm i sidste øjeblik spænde i hånden og lave kime. Alle udøvere, begyndere som øvede, fik god erfaring med øvelserne. Personligt var det endnu en manifestation af den karate som sensei Jan Spatzek og sensei Jesper Markvardsen havde introduceret for mig gennem de sidste 6 måneder og havde været en fundamental karatemæssig opvågning. En karate hvor den tekniske forståelse og den naturlige body-mekanik går forud for alt andet i karaten. Teknik og fleksibilitet skaber kraft ved fokus, hofterotation og hastighed.

sayoss_2_2009_scott2Five, four, tree, two, one and SIT!

Børneholdet var første træning og en flok karate-børn var meget spændte på at se hvem ham Scott sensei var. Gien sad ordentligt, bæltet bundet korrekt med lige lange snipper. Jo, intet var overladt til ilfældighederne. Jeg selv havde mediteret en del over hvordan jeg skulle agere og håbet på at mine unger nu kunne opføre sig optimalt. Der gik kun kort tid før Scott sensei havde skabt en god atmosfære med ihærdige og koncentrerede børn. Scott Senseis tilgang til børn og karate tager udgangspunkt i at børn motiveres gennem konkurrencelementet, både med sig selv og andre. Ikke med henblik på stævner, men med udgangspunkt i helt almindelig basistekniske øvelser. Par og gruppe dynamik resulterede i nærværende og engagerede elever hvis rolle i undervisningen havde flere facetter. Han gjorde meget ud af at anerkende børnene og inspirere til forbedring. Han havde et godt tag på børne på sin helt egen måde og med effektive rutiner. Når han begyndte nedtællingen fra 5 til 1 fløj alle elever hen over gulvet og satte sig i i salens runde midtercirkel. På den måde kunne han på kort tid forevise ny øvelse og igangsætte det planlagte. En rutine jeg selv har praktiseret siden med god succes.Det gør elever vågne, skaber handling og ikke mindst kontrol over situationen!

Squeeze - release

Jeg har de sidste 12 år prøvet at træne heian shodan forfra, bagfra, spejlvendt og med lukkede øjne. Men Scott sensei formåede alligevel at tilføje en helt anden dimension på selv samme kata. Traditionelt går vi fra kime til kime i hver teknik, Scott-sensei brød helt dette princip og gik i stedet fra afslappet gennem kime og til at være afslappet. Det handlede om at kroppen selv skaber eksplosiv handling efter kime, hvis vi er i stand til at lave kime i et split sekund for derefter at skabe bølgen til ny bevægelse. For mig en meget interessant og helt ny opdagelse, hvis metode jeg straks brugte ved næste dags kata træning. Senere har det med baggrund i JKA karate været på det nærmeste et paradigme skifte i videnskabelig forstand - en meget effektiv og brugbar måde at indlære kata. Ved metodisk at anvende dette princip, er udøveren hele tiden i ny startposition, hvor man kan får styr på hele forarbejdet i bevægelse, forspændig, hanmei/shomen i korrekt stilling etc. Særligt i undervisning i Heian Kata. har det vist sig at være en god metode og særligt vendinger og vinkler er meget nemmere for begynderen at få kontrol over. Gennem mange år har jeg trænet alle 26 shotokan kataer, med hver eneste af de 958 tællinger med fokus på kime og én tælling ad gangen. Det havde skabt en mekanisk og unaturligt anspændt krop uden hastighed eller lethed. Karate var iscenesatte brudstykker af en fiktiv kampsituation, hvor fokus var på ens standarder for alle. Istedet for give teknikken indlevelse og gøre situationen det den var skabt til – kamp med de forudsætninger man havde med sig!.

Scott sensei gennemgik også kata Bassai Dai, Jitte og Jion. Der var mange spændende ting der blev belyst iforhold til at skabe det bedste udgangspunkt inden næste bevægelse. Selve udførelsen af hver teknik og bevægelse var gjort meget levende og naturlig med vægt på rytmeforståelse. Hastighed og fleksibilitet gav mig personlig helt nye vinkler, hvor en masse kropsressourcer blev skabt ved hjælp af princippet: Squeeze – release. Oplevelse af at presse kroppen sammen, for så at kunne blive åbnet med stor hastighed og fuldende en teknik var en helt ny erfaring. Sophie-san fra Ringsted udtrykte det meget rammende om dette bagefter; ”Jeg er mundlam af fascination og jeg har aldrig prøvet noget lignende”. Ingen tvivl om at Scott sensei på sin helt egen måde med både teknik, krop og sind havde sat en del nye læringsprocesser i gang hos deltagerne. Scott sensei videreførte samme princip over i kumite teknikker, hvor angriberen skulle lave et højre hook vertikalt mod hovedet. Ved at glide med stødet til siden for at dykke og som en boomerang ende svinge tilbage til venstre opnåede man at stå med i en effektiv forspænding dersom et projektil kunne udløse et kort, kraftfuldt omvendt stød til først nyre, mave med afsluttende ippon mod hagen. Det virkede som en halvautomatisk riffel der skyder med tre skud af gangen uden pause! Kaiten og korrekt brug af kime kunne skabe en høj hastighed.

sayoss_2_2009_scott3Come back next year…

Scott senseis analyse og forståelse af hvad der vigtigt og ikke vigtigt i udførelsen af karate som kampkunst, vidnede om en stor selvstændighed og egen reflektion. Han var en meget stor inspiration, der udover skarp karateteknisk evne, også var en dygtig instruktør. Hans tilgang til temaer som fleksibilitet, kraft kontra hastighed og balance var meget lærerig og gav de mange deltagere en masse nye lag i deres forståelse for karate. Hans røde tråd synes at være en hel krop skaber korrekt teknik. Det var en stor oplevelse at have Scott sensei som instruktør for vores børn og voksne. Scott sensei var en sympatisk, imødekommende og jordnær person, som gav samme opmærksomhed til alle. Han virkede afklaret i forhold til sin status og der gav ham en naturlig autoritet, på den positive og ydmyge måde. Selvom vi havde planlagt et besøg fra en japansk instruktør, var alle enige om at Scott sensei var en optimal erstatning og efterlod kun positive oplevelser tilbage i deltagernes bevidsthed. Omkring 50 deltagere fra forskellige DKA klubber mødte op sammen med et par enkelte fra andre shotokan forbund. Personligt gav Scott sensei mig god inspiration både til min egen træning, men også i forhold til undervisning af børn. Der skal lyde et tak til DKA for ar gøre besøget af Scott sensei muligt og stort Oss fra alle os i Ringsted Karate Klub.

 

tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af: Jean Sørensen 6.Dan (Vejle Shotokan Karate-Do)

sayoss_2_2009_jian1Fredag d. 6/2-09 var en ganske særlig dag for mig! Det var dagen hvor jeg fik besøg af ingen ringere end Iain Abernethy. Nu er der sikkert nogen der spørger – Iain hvem? Men det kommer jeg til.

Efter mange år som traditionel karate-ka, har jeg de sidste par år ledt efter ”noget andet” end det jeg ellers har trænet på, idet jeg på en eller anden måde følte at mulighederne var ved at være udtømte. At droppe karate og begynde på en anden form for kampsport, følte jeg alligevel heller ikke var en mulighed.Jeg har altid følt at når man bliver sortbælte, sådan i nærheden af 2-3-4 dan, er det tid til at begynde at finde sin egen vej, alt efter hvor gammel man er selvfølgelig. Dette er naturligvis meget individuelt og hvis man fx er 15 år og 2 dan vil det sikkert være for tidligt for langt de fleste.

Derfor var jeg, (i starten ubevidst), begyndt at se mig omkring efter et supplement til den karate og de teknikker jeg allerede havde tilegnet mig. Ud over at have deltaget i alle mulige forskellige seminarer og talt med mange forskellige mennesker, har jeg nærmest pløjet hele internettet igennem (hvis man kan det), i min søgen på dette ”noget andet”, som jeg ikke vidste hvad var. I min søgen på nettet faldt jeg over Iain Abernethy. En rigtig spændende mand med rødder i wado ryu, som ved første blik fremstod som en kompetent herre der var særdeles velformuleret og samtidig havde et interessant budskab. I starten læste jeg hans artikler og hørte på hans podcasts, senere købte jeg så nogle af hans DVD’er, og efterhånden gik det op for mig at det var en ”guldgrube” jeg har fået fingrene i! Så, uden at kende manden, skrev jeg en mail til ham og spurgte om han kunne tænke sig at komme til Danmark og undervise. 

Derfor var det med en smule sommerfugle i maven da jeg kørte til lufthavnen for at hente denne fremmede mand, som skulle bo i mit hjem, og som jeg skulle tilbringe de næste 4 dage sammen med. Sommerfuglene viste sig hurtigt at være fuldstændigt ubegrundet. Iain viste sig at være ligeså venlig, ydmyg og imødekommende som jeg havde forventet. Allerede første gang jeg kiggede ham i øjnene havde jeg en tydelig fornemmelse af hans venlighed og den varme han udstrålede, men samtidig også at dette var øjnene på en sand kriger.

Men hvem er han så? Iain er 38 år, har som tidligere nævnt sine rødder i wado-ryu, gradueret 5 dan i både Karate England og British Combat Association, træner judo – sammen med nogle af Englands landsholdskæmpere – for, som han siger: judo giver mig en god fornemmelse af nærkamp og gulvkamp. Der hvor han virkelig har sin styrke som underviser, ud over hans engelske humor og særdeles velsmurte mundtøj, er hans evne til at fortolke teknikker og bevægelser i de forskellige kata, og omsætte dem til live combat….. eller i hvert fald så tæt på som man nu engang kan komme i en træningssituation. Hans tilgang til kata er helt anderledes end jeg tidligere har kendt. Selv siger han at tager udgangspunkt i de gamle mestre, og prøver at afkode hvad det var de kunne dengang, og så anvende kataerne til det de nu engang er designet til - nemlig at forsvare sig mod en overfaldsmand og IKKE en anden karate-ka!

sayoss_2_2009_jian9Nogle af hans key points er:

• The non-striking hand

• Vinkler i kata

• Karate indeholder ikke noget første angreb

• Kata skal bruges offensivt og ikke defensivt

• Der er stort set ingen parader i kata

Under træningssessionerne gjorde han et stort nummer ud af at få os til forstå formålet med ”the non-striking hand”. Altså hvad laver den hånd der ikke laver en teknik. For en gammel inkarneret shotokan mand som  jeg selv, er det nærmest indlysende at den trækker da hikite eller måske er den bare en kamae!!! Iain gjorde det klart at kata aldrig indeholder en kamae eller en hikite hånd der bare sidder til pynt. Alle bevægelser har en funktion, og trækker man hikite er det for at trække i modstanderen. ”The non-striking hand” har kun 2 jobs. Enten kontrollerer den modstanderen, afstanden ind til ham eller også fjerner den de forhindringer der er i vejen, for at den anden hånd kan komme til at slå.

sayoss_2_2009_jian7

Vinkler i kata var også et vigtigt emne. Iains tolkning af vinkler er, at når man går 45 eller 90 grader i en kata er det hvordan man flytter sig i forhold til modstanderen, og ikke – sådan som det ofte tolkes – at  modstanderen angriber 45 eller 90 grader fra. Endelig brugte han også vinklerne til at kaste eller låse sin modstander. Jeg er sikker på de fleste karate folk kender Funakoshis ord: karate ni sente nashi (der er ikke noget første angreb i karate), og denne fortolkning var også en af Iains indgange til kata. Men han pointerede samtidig vigtigheden af, at man altså ikke nødvendigvis skal vente med at reagere til overfaldsmanden har slået ud efter dig. Kata skal trænes og tænkes som proaktivt, idet dine chancer for effektivt at kunne forsvare dig selv øges betragteligt, hvis du agere i stedet for at reagere. En anden rigtig interessant pointe var, at kataerne stort set ikke indeholder parader! Hans begrundelse var, at når man kommer i nærkamp går det for langsomt at lave age uke, soto uke og hvad de forskellige parader nu hedder. Det er mere vigtigt at bruge teknikkerne som angreb. Den forsvarsmekanisme/refleks som kroppen bruger til at beskytte sig selv med – specielt omkring hoved og hals - virker uanset om man har trænet karate eller ikke. Vi må vænne os til at en rigtig kamp foregår helt tæt på modstanderen, at kampen er rodetog endelig at rigtig kamp altid er forskellig fra dojoen. Alt i alt var det nogle rigtig gode dage sammen med Iain, med rigelig stof til eftertanke.

 tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af Jesper Markvardsen

Der var inviteret til stort verdensmøde og træning den første weekend i december i Tokyo, Japan af JKS Honbu dojo. Det henvendte sig til instruktører udenfor Japan. Formålet var selvfølgelig at få trænet sammen, men derudover ville der også være dangraduering, dommer-, instruktør- og eksaminatorprøver. Sidst men ikke mindst et møde imellem Japan og resten af verden, hvor meninger og forslag kunne blive diskuteret.

Jeg stod og ventede på Jan-sensei i Narita Lufthavns South wing ankomst område, da beskeden om, at Senseis fly var 25 minutter forsinket. Dette betød så, at jeg lige kunne nå at afhente Koike-sensei i Naritas North wing, hvor han var landet ca. 20 minutter før tid, og derefter kunne vi følges ned for at hente Jan sensei – sammentræf at de begge ville lande med ca. 30 minutters mellemrum. Men det gjorde jo køreturen fra Narita lufthavn til Tokyo ganske underholdende.

Dagen før havde jeg afhentet Sensei Dato fra New Jersey, USA i Narita, så følte mig så absolut hjemme i lufthavnen. Om torsdagen havde jeg trænet med Sensei Charles Lee, Hawaii og Sensei Trevor Foster, New Zealand, og vi havde aftalt at mødes lørdag morgen kl. 08.00 foran Ikebukuro station og følges ud til Bumb, Shin-kiba, hvor selve arrangementet skulle afholdes. Til vores store glæde havde Sensei Charles og Sensei Trevor været forbi stedet, hvor vi skulle træne om fredagen, så vi havde ingen problemer med at finde det og ankom i god tid til blandt andet at hilse på de 3 deltagere fra Sverige – Görgensensei, Karin-sensei og Michael-san.
 

Lørdagens program lød på træning fra 10-12 og 1 times pause og træning igen 13-15 og dernæst møde fra kl.16 til 18. Der var registrering kl. 09.00, og det var som altid forsinket og et stort kaos – for hvem havde betalt hjemmefra, og hvem havde ikke; der sad 7 japanere for at registrere folk, men 1 til at holde papirerne, 1 til at holde pengekassen, 1 til at holde nøglen til pengekassen og i sidste ende var det kun Matsue-sensei, som kunne registrere folk – hvilket fantastisk system de bare har derude i Japan – hvorfor har vi europæere aldrig opfundet det???

Da træningen endelig kom i gang kunne vi se, hvor mange deltagere der var, da der jo altid til sådanne arrangementer er en masse store direktører med diverse skader som sjovt nok ikke kan deltage. Men der var ca. 50 udlændinge på gulvet – 20 nationer var repræsenteret. Ikke overdrevet imponerende synes jeg, men tidspunktet var måske heller ikke det mest velvalgte, og hvorfor skal sådanne ting altid foregå i Tokyo??? Det ligger ikke ret centralt for andre end japanerne.

Kagawa-sensei stod for undervisningen ledsaget af samtlige honbu dojo instruktører, hvor Koike-sensei stod for oversættelse til alle os, der ikke er super stærke i japansk. Den første kvindelige kenchusei, Watanabe-sensei, stod for demonstration, når dette var påkrævet af Kagawa-sensei.

JKS har lavet et nyt gradueringspensum og med tilhørende DVD, men der medfølger ingen forklaringer på pensum eller DVD, og det ville Kagawa-sensei så gerne give os. Så vi startede helt fra starten af med 8. kyu pensum, hvor der pillet nogle enkelte teknikker ud. Kagawa-sensei forklarede teknikkerne, Watanabe-sensei demonstrerede dem, hvilket hun gjorde super godt – den ros skal hun have – men sikkert ikke til Kagawa-senseis tilfredsstillelse.

Jeg tror dog alle andre var rimeligt imponeret over hende. Nu kunne man godt fristes til at tænke det var slavetræning op og ned af gulvet i bedste japaner stil. Det foregik også frem og tilbage over gulvet, men der blev virkelig gået i dybden med alle teknikker, hvor fejl blev rettet og diverse metoder demonstreret til, hvordan de enkelte teknikker kunne forbedres.

Det er meget imponerende, hvordan Kagawasensei kan pille én ud i mængden, bede vedkommende om at demonstrere en teknik, efter 2 gentagelser få vedkommende til at lave en ny øvelse eller 2, så tilbage til original teknikken og Pling! Så er teknikken bare dobbelt så god som før – direkte verdensklasse andet kan jeg ikke sige… Kagawa-sensei siger ikke, at det folk laver er noget bras, men han viser dem en ny øvelse evt. med partner, hvorpå man kan opnå en måske bedre teknik med fx bedre fornemmelse af at ”gribe” gulvet, mere rækkevidde eller andet. Og på den måde forbedre ens teknikker. Der var en hel del ting, som blev vendt, drejet og snakket om – ’hvorfor’ er jo tit et stort spørgsmål som langt fra alle kan besvare, men Kagawa-sensei gjorde sit bedste til at alle besvare alle spørgsmål, så alle gik derfra med en større viden og ikke kun sved på panden.

Men 3½ times kihon og 30 minutters kata går ret stærkt i godt selskab, og det var vi så absolut i. Jeg er helt sikker på, at der nok var nogen i den store flok, som havde regnet med alverdens fancy teknikker og nye kataer, men de blev gevaldigt skuffede. Men som de fleste nok ved, så er japanernes motto: ”basic is most important”


JKS World Meeting

Mødet var annonceret til kl. 16 og med slut kl.18. Min første reaktion var, at man kan da ikke holde et verdensmøde på 2 timer, hvis man skal have tid til at tænke et kort øjeblik over tingene og så beslutte en hel masse. Bestyrelsen i JKS bød alle velkomne og havde lavet et program for mødet med en masse ting, som de gerne ville orientere os om. Der er selvfølgelig altid en forfærdelig masse politik i sådanne møder, og man kunne forestille sig, at man måske skulle stryge hunden med hårene, hvis man havde en forhåbning om at bestå til næste dags prøver. Men det forhindrede ikke Jan-sensei i at opponere mod flere af japanernes forslag og fremstille sine egne forslag. Sensei havde sågar forberedt et skriftligt forslag hjemmefra, som de fik stukket i hånden. Men flere fulgte trop, da de så, at der var en, som turde rejse sig og sige sin mening.

Det hjalp kraftigt på tingene og en del ting blev faktisk ændret i en positiv retning set fra ikkejapanernes side af. Men man må sige, at Sensei virkelig trådte i karakter under mødet, og jeg tror stort set samtlige repræsentanter fra de 20 lande var henne og takke Sensei efterfølgende for den store indsats – jeg tvivler meget stærkt, at der var blevet sagt andet end OSS, hvis Sensei ikke havde været tilstede under dette møde.


Og så var der prøverne...

Søndag d.7 december var så dagen, hvor de store prøver skulle være. De første 2 timer af dagen var afsat til dangraduering, og alle dem som skulle til dangraduering blev sendt til et aflukket lokale og resten blev og trænede med Makita-sensei, Nagaki-sensei og Watanabesensei.

Jeg skulle hjælpe Jan-sensei til hans 7.dans graduering, så jeg måtte pænt tage plads og afvente, at sensei skulle i ilden - så ingen træning til mig. Gradueringer er jo ikke fantastisk spændende at kigge på, hvis ikke man selv deltager eller kender nogen af dem, som deltager. Så jeg var nu egentlig ganske godt tilfreds med at kunne overvære Senseis graduering.

Der var 12 til graduering, og det var lige fra 2. dan til 7. dan. Niveauet i starten var ikke synderligt højt kan jeg vist roligt sige uden at genere alt for mange, men omvendt så må det jo være fordi det, som vi ser herhjemme, efterhånden ikke er helt ved siden af. Men jeg blev mere og mere spændt jo længere, vi kom frem i rækkerne, da Sensei jo var en ud af tre, som skulle til 7. dan, og var garanteret mere nervøs end Sensei var, da Senseis navn endelig blev råbt op. Sensei havde valgt kata Meikyo som favorit – hvordan man så lige kan have den som favorit kata - og fik kata Jitte som shitei kata (ved lodtrækning), hvilket jo absolut ikkeer uheldigt, når Sensei igennem en årrække har haft Jitte som favorit kata. Det var lige før man kunne se Sensei stå og smile, da Kagawa sensei annoncerede Jitte. Sensei lavede en udemærket Meikyo, men den blegnede noget ved siden af Jitte. Det virkede lidt som om Sensei brugte Meikyo som opvarmning, og så fik de toppræstationen i Jitte. Efter de 2 kataer var det tid til at forklare en enkelt karateteknik – Sensei havde valgt Mawashigeri i 2 versioner – det korte kumite mawashigeri og det lange og mere kihon-agtige mawashigeri. Sensei havde lavet en rapport, som var blevet tilsendt Honbu dojo før gradueringen, så de havde mulighed for at gennemlæse den og notere eventuelle spørgsmål. Det var der, jeg kom ind i billedet og fik lov til at demonstrere for Sensei, så Sensei kunne koncentrere sig om at tegne og fortælle.

Jeg nåede at lave 3 hele mawashigeri. De fik tegnet og fortalt alt, hvad der hørte til og mere til, for de havde ingen spørgsmål andet end ”om mawashigeri havde en slags sigtekorn” til hvilket Sensei svarede ”knæet”, og så var det overstået. Når jeg sammenligner med de andre, som var oppe til 5.,6., 7. dan, og ligeledes havde lavet en rapport, så virkede Sensei meget mere selvsikker og i kontrol over situationen. Dette syntes også at resultere i, at Sensei selv styrede showet, når der skulle forklares – det er jo aldrig sjovt, når eksaminator skal styre showet.

Efter overstået graduering, var det tid til frokost – troede vi!. Men først skulle de skriftlige prøver til instruktør-, eksaminator- og dommerprøverne klares. Det var meget spændende at skulle sætte ord på ens karate og let var det langtfra. Nogle skrev som sindssyge, og andre (undertegnede iblandt) var meget sparsomme med blækket. Jeg skulede over på Sensei og kunne se, at han havde fået kuglepennen med indbygget fristil i, for der blev griflet godt. Sensei havde jo også 3 prøver, der skulle klares på under 1 time, for frokosten skulle der jo også være plads til. Jeg derimod skulle bare klare en enkelt, hvilket var mere end rigeligt

Der blev serveret Japansk Bento, som er en kasse med ca. 5-7 forskellige småretter i, og langt fra alt som er spiseligt siger erfaringen mig. Men så er det godt, at man kan bytte lidt rundt omkring, især Koike-sensei er god at bytte med. Efter frokosten var det tid til det praktiske i eksaminator-, instruktør- og dommerprøverne.

Jan-Sensei havde tilmeldt os begge to til alle prøver, sammen med ca. 20 andre. Men da jeg desværre ikke har været dommer før, måtte jeg trække frinummer, hvilket så resulterede i, at jeg heller ikke kunne få instruktørlicens, da man normalt starter med dommerlicens, hvorefter man bliver instruktør og så til sidst eksaminator. Men med lidt charme, smil og truslen om aldrig mere at invitere japanere til Danmark fik jeg lov til at ændre lidt på rækkefølgen og gå til eksaminator prøven.

Selve instruktør- og eksaminatorprøven gik ud på, at man skulle udføre sin favoritkata og derefter ville der blive stillet et par spørgsmål til kata’en. Da Jan-sensei havde lavet sin favoritkata til gradueringen, skulle han bare svare på et par spørgsmål til Meikyo, hvilket var overstået i løbet af to minutter. Man kunne ikke høre, hvad der blev spurgt om, så man måtte bare sidde og kigge på, og se hvad der skete. Jeg kom op som andensidst, men man gemmer jo også gerne det gode til sidst har jeg hørt. Jeg lavede Nijushiho og fik to spørgsmål og derefter var det klaret - ikke de store ben i det, må jeg sige. En del virkede noget  forberedte på de spørgsmål og fik rodet godt og grundigt rundt i tingene. Japanerne stiller ellers ikke de store krav til bunkai, men langt fra alle som gik lige godt igennem det.

Til dommerprøven var der blevet lavet et kampareal, hvor fire af de unge Honbu dojo instruktører stod klar til at kæmpe. Jan- sensei startede ud som Sushin, hoveddommer, og i vanlig stil med høj stemmerøst tog det Sensei to minutter at få afvilket den kamp. Der var et tidspunkt, hvor to af dommerne havde scoring til Aka (rød), og Sensei mente, at der var for svag teknik – de to dommere blev kaldt ind, og de blev enige med Sensei om, at der var for svag teknik. Efter kampen spurgte Kagawasensei, hvorfor Sensei havde ændret på tingene, hvortil Sensei svarede ”der var ingen scoring, og i øvrigt stod jeg absolut bedst placeret” – så var der ikke mere at diskutere der, og Kagawa-sensei havde travlt med at kigge på noget papir foran sig. Dernæst var der blot fire kampe som flagdommer, og så var der ikke mere at komme efter der.

Da alle prøver var overstået, var der et kvarters pause, inden resultater skulle præsenteres. Alle bestod deres graduering, dog var der nogle få, som fik 3-6 måneder, hvorefter de igen skulle vise kata. Ligeledes bestod alle til dommer-, instruktør- og eksaminatorprøverne. De er jo udfærdiget sådan, at der findes fire kategorier – A, B, C og D – indenfor hvert område, så hvis man ikke var helt skarp, fik man bare et lavere bogstav som passede til folks evner.

Sensei blev som den første af de 3 til 7.dan råbt op og bagefter kaldt ud på gulvet, hvor der blev holdt en to minutters tale på japansk – selvfølgelig - så ingen forstod, hvad der blev sagt. Men Koike-sensei oversatte for mig efterfølgende, at de havde kaldt Sensei frem pga. Senseis rigtige gode indsats, og Sensei blev kåret som dagens absolut bedste udøver. Hvorfor de ikke oversatte det til engelsk, kan måske skyldes, at de mente, det var ret åbenlyst for dem som havde set diverse prøver!

Nu var der store smil på læben de fleste steder, og stemningen var høj især hos de svenske og danske deltagere, da alt var gået lige efter bogen - og som man havde håbet på, men måske ikke helt havde troet på. Men det var rart at se japanerne lyttede til, hvad folk sagde og ikke bare kørte deres egne veje som de ellers har for vane at gøre.

Så det var retur til hotellet for at komme ud og spise noget japansk mad og fejre de gode resultater.

Mandag morgen klokken alt alt for tidligt var det så af sted mod Narita lufthavn, da Sensei havde et fly kl. 10.30. Efter fire intense dage var det en smilende Sensei, jeg fik sendt retur til kølige DK, jul og nytår. Jeg selv tog turen tilbage til Tokyo for at gøre klar til endnu et par uger med masser af træning.


Optagelse i JKS Shihan-kai

Set med danske øjne er det svært at se, hvad der kunne have været gjort anderledes – jeg blev orienteret i ugen efter, at Sensei ville blive optaget i JKS Shihankai sammen med Norman-sensei fra Sydafrika og Görgen-sensei fra Sverige, hvilket jo er en milesten af dimensioner og taler sit helt eget sprog!!!! Det er svært at gøre bedre og noget vi i lille Danmark kan være  overordentligt stolte af.

 

 tilbage

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af Jesper Markvardsen

Torsdag d. 27. november drog jeg endnu en gang mod solopgangens land for at træne på JKS honbu dojo i Tokyo – for 7. gang i alt. Jeg er i den heldige situation, at jeg har en japansk pap-mor, som jeg kan bo hos i Tokyo, så jeg skal ikke bo på hotel eller vandrehjem, og heller ikke bekymre mig om hverdagsting som tøjvask eller madlavning. Alt er inkluderet, når jeg bor hos hende, og det er slet ikke så ringe endda, for så kan jeg koncentrere mig om at træne karate, som det hele jo egentlig går ud på:-)

På honbu dojo er der mulighed for at træne mandag til fredag 4 timer dagligt – 10.30 til 11.30 om formiddagen og fra 17.00 til 20.00 om aftenen. Lørdag er der ligeledes 4 timers træning, dog 2 timer om formiddagen og 2 timer om eftermiddagen. Prisen er den samme som første gang jeg var der i 1995 – 10.000 yen. Det er åbenbart ikke alle steder, at inflationen har slået til! For den pris kan man træne alt det man vil. Alle træner sammen dvs. det ikke er gradinddelt som vi ofte ser herhjemme – ligeledes træner børn og voksne sammen.

Af eleverne som er på honbu dojo kan det siges, at børnene er ca. 100 gange bedre end dem, vi har i Danmark. Helt utroligt hvad en 7-årig japansk pige kan. De voksne er ikke bedre på nogen måder end os i Danmark – en japansk 2.dan er det samme som en europæisk 2.dan. Man kan dog godt få sig en overraskelse til tider, da enkelte af hvidbælterne er temmelig gode, men det hænger sammen med, at når man skifter dojo i Japan, og endnu ikke er dangradueret, så starter man forfra dvs. man tager et hvidt bælte på og håber på det bedste til første graduering, og så kører man videre derfra. Dette gør man for at vise sin ydmyghed overfor den dojo, som man kommer til.

Instruktørerne på Honbu dojo er Kagawa sensei 8.dan, Ishimine-sensei 6.dan, Kanayama-sensei 6.dan, Yamaguchi-sensei 6.dan, Inada-sensei 4.dan. De har som medhjælpere Makita-sensei 4.dan, Matsue-sensei 2.dan, Nagaki-sensei 2.dan og Watanabe-sensei 2.dan. Men ofte sker det, at de deler undervisningen op om aftenen, så de skiftes til at undervise, så de unge instruktører også får muligheden for at vise, hvad de kan. Der er altid mindst 2 instruktører tilstede – så ingen undgår de strikse og gennemborende øjne, som de alle er udstyret med. Hvis hjælpeinstruktøren ikke underviser, træner de altid selv med. Så der er rig mulighed for at få en særdeles velkvalificeret partner – det er jo ikke hver dag man har mulighed for at lave Gohon/jiyu kumite med den forsvarende JKS verdensmester (Nagakisensei) til daglig.

Når de unge instruktører underviser følger de gerne standard programmet som hedder 10 min. Opvarmning, 25 min kihon, 15 min. Kumite og 10 min. Kata. Det slår aldrig fejl. Men især Watanabe-sensei som er den første kvindelige JKS kenchusei er virkelig er på vej til at udvikle sig til en super instruktør – jeg er ret sikker på, at hun har en ret stor fremtid foran sig, hvis hun fortsætter i samme stil, som hun har gjort indtil videre. Hun gør rigtig meget ud af at forklare teknikker, hvis folk gør noget forkert. Hun bliver ofte sat til at undervise i kata, og hun laver en verdensklasse kata, når hun demonstrerer – hun vandt desuden også JKS VM i kata i 2007!

Under normale omstændigheder har de alle hver deres faste dage, hvor de underviser, men da der tit og ofte er bud efter dem i det store udland, så skifter de dage, ligesom vinden blæser Eftersom der jo er mulighed for en del træning, er det yderst sjældent, at der er mere end 15 elever pr. time. Det er jo ret eksklusivt at få sådan en instruktør til max. 15 elever, hvor man i Europa normalt betaler mange penge for at stå iblandt et par hundrede folk og få minus opmærksomhed.

De mest interessante træninger er formiddagstræningerne, da der normalt ikke er så mange tilstede. Disse træninger kan også godt være temmelig hårde, da især Kanayama-sensei og Yamaguchi-sensei godt kan finde på selv at træne med i denne time. Ligeledes træner Watanabe-sensei med i alle formiddagstimer, da hun er Kenchusei (instruktørlærling). Det øger automatisk tempoet med ca. 150 %, da alle jo prøver at følge med den hurtigste. Dette er praktisk talt umuligt og ret dumt, da man løber tør for strøm lang tid før normalt. Man bliver presset på en helt speciel måde med Yamaguchi-sensei/Kanayama-sensei stående på rækken bag/ved siden af en.

Selve undervisningen er forholdsvis simpel og gerne krydret med et højt antal gentagelser – der bliver lagt stor vægt på kihon – japanernes motto er ”everything comes from basics”. Så det er sket et par gange eller flere, at man har lavet kihon frem og tilbage en hel time, og disse timer er gerne med Kanayama-sensei i forreste række til at presse alle. Han er selvfølgelig densom laver det bedst og hurtigst af alle – meget irriterende type. Selvom han er først i 40’erne, er det ingen hindring at være super skarp og i kanonform. Ligeledes er han stor tilhænger af tubetræning, og der træner han altid selv med, hvilket altid betyder mindst 500 maegeri og gyakuzuki. Tubetræning er træning med 4-5 cykelslanger bundet sammen, hvor man enten holder fat i den ene ende af cykelslangerne og støder, har dem bundet om foden og sparker eller rundt om kroppen og laver kihon/kumiteteknikker frem eller tilbage. Det kan være yderst trættende, da der lige pludselig er en del ekstra modstand på, når man bevæger sig fremad, og cykelslangen strækkes ud. Udover det er trættende, er der stort udbytte at hente ved den slags træning, da man virkelig får trænet de muskler, man benytter ved de forskellige teknikker. Desuden er det en rigtig god form for hurtighedstræning.

Yamaguchi-sensei er en af dem, som går uden for standardtræningerne. Nogle gange laver han stort set det samme, som han underviser i ude omkring i verden. Det har de japanske elever meget svært ved finde ud af, så lidt fordele er der da ved at have trænet med ham i Europa. Han minder en del om Asai-sensei og underviser gerne i diverse af Asai-senseis teknikker.

Kagawa-senseis undervisning er noget helt specielt. Uanset hvad han laver, så er det en udsøgt fornøjelse at se ham demonstrere. Hans karate er så stilrent, at man bliver helt målløs. Jeg er næsten i en helt anden verden i hans træninger. Man bliver træt på en helt anden måde, og man kører i overgearet lang tid efter. Hans evne til at korrigere de fejl, som folk begår, er uden sammenligning – han kigger på, at man udfører en teknik 2-3 gange, og straks har han set, hvad der er galt med den måde, man laver tingene på. Han forklarer, hvad man gør forkert og trækker et par øvelser frem som retter netop denne fejl, og straks er der forbedring – yderst imponerende. Han har også en evne til altid at træne et eller andet, enten ved at følge det, der bliver undervist eller lave noget på egen hånd. Det er en meget speciel fornemmelse at lave kihon med ham stående bag ved sig, mens Nagaki-sensei tæller – det er en anelse svært at slappe helt af. Jeg har været heldig 2 gange at være den eneste til formiddagstræning, hvor Kagawa-sensei skulle undervise. Han lavede heian godan, kanku-dai, jitte og sochin fordelt over de 2 timer. Det var en meget speciel oplevelse at være helt alene med ham.

Ishimine-sensei er gerne fast mand lørdag sammen Matsue-sensei og Watanabe-sensei. Hans træninger er yderst  interessante, da han i mange år har arbejdet på Asai-senseis kontor og derigennem trænet en hel del sammen med Asai-sensei eller rettere været prøveklud for Asai-sensei, når Asai-sensei fik nogle ideer som skulle afprøves med det samme – garanteret ikke altid en misundelsesværdig position. Men os almindelige elever nyder godt af det, når han forklarer om diverse undvigelsesmanøvrer og andre af Asai-senseis specielle teknikker.

Inada-sensei minder lidt om Kanayama-sensei, men har i de seneste par år mere og mere udviklet sin egen stil. Han er meget kumite orienteret, da han også underviser en hel del på Teikyo universitetet, som er Japans bedste karateuniversitet. Sammen med Kagawa-sensei, Kanayama-sensei og Makita-sensei står de for universitetets træning.

Teikyo Universitets karate klub er iblandt Japans allerbedste universitets karateklubber. De har i starten af november 2008 vundet All-Japan universitets mesterskabet i hold kata for både kvinder og mænd samt holdkumite for både kvinder og mænd – det er første gang nogensinde et universitet har taget alle 4 titler på en gang. Der er ca. 35-40 elever i klubben i alderen 18-22 år. De er opdelt i 4 årgange, så de yngste er 1. års studerende og de ældste 4. års studerende. Hvert år i april kommer der en ny årgang, og de ældste stopper. Den daglige træning på universitetet består hver morgen af 1½ time med løb, muskeltræning og udstrækning.

Om eftermiddagen er der 3 timers træning, hvor den første time altid er kihon. Selve træningen er utrolig hård, og der laves fx altid 50 eller 100 gentagelser af alting i kihon. Der bliver kun fokuseret på de 5 heian kata, tekki shodan, bassai-dai, jion, empi og kanku-dai med mindre man er udtaget til at konkurrere i kata, hvorfor man så har et par stykker mere i arsenalet.

Det mest prestigefyldte på universitet er at være iblandt de 5 som kæmper holdkumite kampe. Så der er en meget hård intern konkurrence, som overstiger det som de fleste mennesker har prøvet her i Europa. Dette giver selvfølgelig en helt utrolig ånd under træningen.

Det er selvfølgelig meningen, at man skal studere, mens man træner, men det er bare de færreste, der har tid til det, da karate træningen jo er det vigtigste. Teikyo har et lavt bogligt niveau, men et meget højt karate niveau. Dem, som vælger Teikyos karate klub kommer for at træne karate og ikke at blive professorer;-)

Det er fra universitets karate klub de allerbedste udvælges, og de har så muligheden for at blive Kenchusei inden de officielt bliver karateinstruktører. Kenchusei er de 2 eller 3 år, man er i lære som karateinstruktør – afhængigt af om man kommer fra et japansk karate universitet eller ej. Kommer man fra et japansk karate universitet, kan man nøjes med 2 år.

Kenchusei forløber sådan, at man træner mandag til fredag på honbu dojo fra kl. 12-14 sammen med alle de andre instruktører. Det siges, at det er den hårdeste form for karate træning med endeløse gentagelser, urimelige partnere, som kun vil påføre en huller i hovedet, kræve, at man vasker deres gi og ellers på alle andre måder opvarter dem. Men når og hvis man så består er ens karate forandret for altid – det kan jeg i hvert fald tydeligt se på dem, som jeg kender og har trænet med inden de startede – Koike-sensei og Scottsensei – der er sket en meget stor forandring.

Fordi man består optagelsesprøven som er 1 kata og bagefter kumite med 4-5 af instruktørerne, hvor man får klø i lange baner, så er det langt fra alle som står distancen. Selv nogle af de allerbedste folk fra universitetet har måtte sande, at det var for meget for dem og har smidt håndklædet i ringen.

Der er, i de 50 år uddannelsen har eksisteret, kun i alt ca. 100, der er bestået 100, og ca. 5-7 udlændinge er iblandt de 100. Dette system gør, at vi får nogle helt ekstremt gode karatefolk, og jeg tvivler meget på, at der uden dette system ville være så dygtige karatefolk.

Folk tror tit, at de lærer at undervise som kenchusei, men det er meget begrænset – de bliver super gode selv til karate, men det er først bagefter de lærer at undervise. Det er kun JKS og JKA som har denne kenchusei uddannelse.

Hvordan er det så at træde ind karatens mekka??

Det kan ikke undgås, at man har lidt sommerfugle i maven. Men det hjælper kun til at optimere ens præstation, så det er ikke dårligt. Det er en god fornemmelse at være i selskab med nogle af verdens bedste karate folk, få sin instruktion derfra og træne på samme gulv, som de gør. Japanere er ikke verdens mest åbne mennesker, men når de har accepteret, at man er der, så er de meget behjælpelige. Man kan også være så heldig, at de begynder at tage en interesse i ens karate og ligefrem begynder at rette på én.

Det er absolut en oplevelse for livet at træne der og kan varmt anbefales til alle.

 

 tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

test1 

Sensei Yutaka Koike, 5.Dan JKS

Karriere:   1987 Startede på karate i JKA Honbu Dojo
  1990 - 1994 Teikyo Universitet
  1997 - 2000 Kenshusei JKS
  2000 - 2007  Professionel karateinstruktør i Thun, Schweiz
  2007 - 2009 Professionel karateinstruktør i Trieste, Italien                 
     

Say Oss: Oss Sensei, mange tak fordi vi har fået muligheden for at stille nogle spørgsmål!

Koike Sensei: Det var så lidt - du ved du altid er velkommen til at spørge og forhåbentlig kan jeg svare :-)

Say Oss: Hvor ofte træner sensei på een uge og hvad træner sensei??

Koike Sensei: jeg træner 5 gange om ugen af 2 timer. Selve træningen består af rigtig meget Kata, der bliver udvalgt 3 
kataer pr. måned og så arbejder vi i dybden med de 3. Udover det laver jeg ligeledes 5 gange om igen fysisk træning og 
udstrækning alene.

Say Oss: Hvad gør sensei for at udvikle sig i karate???

Koike Sensei: Jeg træner selvfølgelig karate, men udover karate træning, træner jeg både fysisk træning så som løb og 
muskeltræning. Ligeledes laver jeg meget udstrækning. Samtidig har jeg ulighed for at træne diverse andre former for 
kampsport, så som Tai Chi, Pa Kwa, Krav Maga, Qi ong og diverse former for kinesiske våben. Dette føler jeg er med til 
at udvikle mig meget, da jeg på den måde ser nogle ting fra en lidt anden vinkel af. Jeg er 100% JKS Shotokan mand men 
med et åbent sind. Jeg prøver altid på at udfordre mig uanset hvad jeg laver - flytte grænser lidt ad gangen hele tiden..

Say Oss: Hvor får sensei sin inspiration fra??

Koike Sensei: Fra alle diverse senseis/sempai jeg har trænet under igennem min karriere, i såvel Japan som Europa. 
Jeg startede min træning på JKA honbu dojo i Ebisu, Tokyo i 1987 og der var der rigtig mange dygtige instruktører, men 
det var Kagawa Sensei som inspirede mig mest og derfor valgte jeg at søge ind på universitetet (Teikyo) hvor han 
underviser og hvor jeg trænede i 4 år. Efterfølgende startede jeg som kenscusei på JKA honbu dojo Shiroganedai, Tokyo, 
hvor Asai-sensei, Abe-sensei, Isaka-sensei, og Kagawa-sensei varetog træningen. De har inspireret mig rigtig meget, 
men der er også rigtig mange gode senseis at finde i Europa, som jeg ofte er heldig at blive undervist af eller undervise 
sammen med. De inspirerer mig også meget, da de tit har en lidt anden indgangsvinkel til tingene og på den måde 
udvikler deres egen stil.

Say Oss: Hvorfor er Kata så vigtig??

Koike Sensei: Kata har alt - teknisk alt så som stød, slag, parader, spark, armlåse, kast undvigelsesteknikker, vægtfor-
deling, ydre energi, indre energi. Alt er inkluderet i vores kata - det er ikke altid synligt, men det ligger derinde.

Say Oss: Hvad er dit håb for fremtiden??

Koike Sensei: At kampsport har en fremtid - for har brug for det på mange måder. Jeg vil være med til at udbrede kamp-
sport og på den måde hjælpe folk. 

Say Oss: Hvad er dit primære mål i karate?

Koike Sensei: At smile og være glad.

Say Oss: Hvorfor??

Koike Sensei: Livet er hårdt og forhåbentligt kan det hjælpe med til at gøre tingene nemmere.

Say Oss: Har det altid været sådan??

Koike Sensei: Nej kun nogle gange, men hvis jeg kan være stærk via karate, så bliver livet nemmere og bedre tror jeg. 
Men jeg prøver at møde alting med et smil på læben og et åbent sind.

Say Oss: Hvad er det vigtigste i kampsport?

Koike Sensei: Karate er kampsport og igennem karate forbliver du sund, mental stærk og forhåbentligt får du et bedre liv 
den vej.

Say Oss: Har Sensei er personligt ordsprog??

Koike Sensei: "Don't worry, be happy" - der er det sværeste, men jeg prøver hele tiden.

Say Oss: Sensei har været i Danmark en del gange efterhånden - hvad syntes Sensei om de danske elever og deres 
niveau?

Koike Sensei: Danmark har en rigtig god disciplin som jeg tror stammer tilbage fra dengang hvor Tanaka-sensei boede i 
Danmark (1974-76). I er også mentale stærke, men dog med en tilbøjelighed til at være lidt stive/anspændte i kroppen.

Say Oss: Hvad har du fået ud af dine besøg i Danmark?

Koike Sensei: Jeg har efterhånden besøgt mange forskellige dojo'er i Danmark og bliver glad hver gang jeg kan se folk har 
taget noget af det til sig som jeg har undervist i, enten i løbet af en træningstime eller når jeg ser dem næste gang. Det 
giver mig lyst til at undervise og hjælpe folk endnu mere. I Danmark er I meget seriøse med træningen og nogle gange lidt 
anspændte, så jeg prøver meget at få jer til at smile og slappe lidt mere af.

Say Oss: Hvad syntes Sensei om at være i Italien?

Koike Sensei: Maden er rigtig dejlig, god vin, dejligt klima. Folk er meget aktive, hvilket passer mig rigtig godt. Så rigtig 
positivt indtil videre andet kan jeg ikke sige.

Say Oss: Hvad er ifølge Senseis mening det vigtigste for en karate-ka??

Koike Sensei: At have et åbent sind, men samtidig holde traditionerne i hævd.

Say Oss: I Danmark starter mange folk relativt sent med at træne karate og har mange andre interesser sideløbende med 
karate - hvad skal de primært fokuserer på?

Koike Sensei: Jeg mener det er vigtigt, at alle er glade når de træner. For mig er det også vigtig at give folk noget selvtillid 
og på den måde kan de selv hjælpe mere og mere i deres egen udvikling af karate.

Say Oss: Hvad har været den største udfordring i Senseis karate karrierer??

Koike Sensei: Uden tvivl at forlade Japan og komme til Europa. Stå på egne ben i et total fremmed land med fremmed 
kultur og slet ikke snakke sproget.

Say Oss: Hvad har været den største udfordring i Europa?

Koike Sensei: Som jeg sagde før - stå på egne ben i etland med fremme kultur og ikke snakke sproget. Men jeg har lært at 
når jeg accepterer landet og folkene, så begynder de også at accepterer mig. Men det har været en kæmpe udfordring.

Say Oss: Sensei, mange tak fordi sensei tog sig tid til at svare på vores spørgsmål!

Koike Sensei: Det var så lidt :-)

tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Troels Klom Thomsen

Den 10. - 12. oktober 2008 dannede Cambridge i England rammerne om de første JKS europamesterskaber.

Mesterskaberne var planlagt som afslutningen på et større internationalt træningsseminar hvor alle JKS organisationer i de europæiske lande var inviteret. Der var planlagt træning fredag den 10. og lørdag den 11. oktober med mange instruktører fra både Europa og Japan. Herunder kan det nævnes at Koike Sensei, Inada Sensei, Alan Sensei, Scott Sensei og naturligvis Jan Sensei deltog for bare at nævne nogle af de mest fremtrædende deltagere. Den 12. oktober var afsat til mesterskaberne hvor alle instruktørerne fungerede som dommere. Så alt i alt et stort og spændende arrangement hvor DKA naturligvis skulle deltage i både seminar og stævne.

DKA forberedelse til turen

Da det stod klart at JKS Europamesterskaberne skulle afholdes og alle landene blev inviteret fik de enkelte klubber i DKA tilbud om at deltage. Ved tilmeldingsfristens afslutning stod det klart, at der var 7 fra DKA der skulle af sted til seminaret i Cambridge. Der var på dette tidspunkt ca. 2 måneder til stævnet og det var ikke for tidligt at starte forberedelsen. Deltagerne på turen var Sensei Jan Spatzek Sensei 7. dan (Struer), Sensei Jesper Markvardsen 5. dan (CSKK), Michael Lund 3. dan (Hvide Sande), Jeanette Sørensen 2. dan (Vejle), Janne Markvardsen 2. dan (CSKK), Rune Zimsen 1. kyu (CSKK) og Troels Klem Thomsen 1. kyu (CSKK). I tillæg fik vi selskab af Flavio Lötscher 2. dan fra Schweiz. Kampholdet til mester-skaberne bestod af alle deltagere med undtagelse af Jan Sensei, der i stedet havde accepteret at være dommer til stævnet. Ud over den daglige træning i klubberne blev der arrangeret 2 sort-/brunbæltetræninger hvor vi ville få mulighed for at arbejde med kumite teknikker mv. Kampene ved stævnet ville blive dømt efter Shobu-ippon regler så vi skulle arbejde meget med afstand, timing og de grundlæggende, effektive og hurtige teknikker som eksempelvis gyaku-zuki og kizami-zuki.

Første sort/brunbælte træning

Ved den første forberedelsestræning trænede vi afsæt, timing ved bevægelser og afstandskontrol, bevægelsesmønstre og teknik kombinationer. Vi skulle bl.a. indøve favorit kombinationer og træne dem med forskellig hastighed og kraft mod forskellige partnere. Vi fik endvidere mulighed for at afprøve kombinationerne i jiyu-kumite hvor vi helt frit skulle kæmpe med forskellige modstandere. Og selvom det var teknikkerne og bevægelsesmønstre, der var i fokus og det skulle foregå stille og roligt blev der da set kampe som måske efterlod et blåt mærke eller to. Den sidste del af træningen blev brugt på kampe af 30 sekunders varighed med dommer for at få genopfrisket fornemmelsen af et kampareal følelsen af at være i ilden.

Anden sort/brunbælte træning

Den anden træningsdag fortsatte øvelserne fra den første med endnu mere fokus på afstand, effektive teknikker og bevægelsesmønstre. Kumitetræningen var således i vid udstrækning tilrettelagt efter de krav og forhold der opstår under shobu-ippon regler. Det gælder om at vide hvor langt man rækker, hvornår man kan angribe og hvornår teknikkerne bliver effektive og kan score. Dette er naturligvis i sig selv meget svært at mestre og det bliver ikke mindre svært når det foregår i fuld fart med en modstander der tænker og handler på samme måde. Den sidste del af træningen blev brugt til kata træning hvor der blev undervist i de to første Junro kata, Shodan og Nidan.

Afgang til Cambridge

Efter ca. 1½ måneds forberedelse blev det endelig tid til at starte rejsen mod Cambridge i UK - deltagere fra Jylland rejste fra Billund og deltagere fra Sjælland rejste fra København. Turen forløb helt som den skulle og der var ikke de store problemer på nær en mindre forsinkelse fra København. Da alle var ankommet vel til Stansted Airport fandt vi bussen til Cambridge om kom godt afsted. Køreturen til Cambridge gik også planmæssigt, men da vi ankom til Cambridge og fandt vores hotel - eller rettere hostel - stod det klart at værelserne var beregnet til overnatning og KUN overnatning. Store var de ikke og flere af os overvejede om vi skulle bakke indtil sengen. Men det gik og vi fik da også overnattet vel hele turen.

Seminaret

Dagen efter vi ankom, var der tid til lidt sightseeing før seminaret startede og vi fik set noget af den gamle universitetsby. Der blev shoppet lidt og spist en god frokost. Da tiden nærmede sig fredag aften vendte vi næserne mod hotellet-med-de-mikroskopiske-rum (HMDMR) for at gøre klar til første træningssession i seminaret. Seminaret var planlagt med 3 træningspas, et fredag aften og to om lørdagen. Vi var spændte på at se hvem der dukkede op til seminaret og vi blev bestemt ikke skuffede. Der var heldigvis god deltagelse fra de fleste lande i Europa inkl. Mellemøsten. Og det betød jo ikke kun, at der var en masse til breddeseminaret, men at der også ville være en godt med deltagere til europamesterskaberne. Til hvert træningspas blev vi delt i to store sale med ca 50-75 deltagere i hver. Vi blev delt i hold fra 2. dan og op og 1. dan og ned. Der var ikke mange farvede bælter og umiddelbart var de eneste farvede bælter blandt de voksne et par deltagere fra DKA. Så det må siges at niveauet var forholdsvist godt. Der blev undervist af forskellige instruktører i hver træningstime. Der blev undervist i mange ting indenfor Kihon, Kata og Kumite. Der var fokus dels på egen udvikling og på instruktøruddannelse - så der var masser af input for alle deltagere. Efter hvert træningspas tog vi hjem til HMDMR for at hvile lidt eller gøre klar til vores middag om aftenen. England er jo bl.a. kendt for at have en multietnisk restaurationsbranche så vi fik spist på indisk, kinesisk, japansk og amerikansk. Nogen bedre end andre, men alt i alt fik vi udmærket mad.

Europamesterskaberne

Efter det sidste træningspas om lørdagen blev der holdt en lille fest på en pub hvor alle deltagere kunne mødes og opfriske gamle venskaber og skabe nye. Det blev ikke til en sen og våd fest da de fleste skulle være klar til mesterskaberne, der blev afholdt om søndagen. Vi ankom i fin tid til mesterskaberne søndag morgen og gjorde klar til den indledende opstilling. Der var ca 100 deltagere i stævnet i alt fra børn til masters. Den danske/schweiziske delegation stillede op i individuel kata og kumite for seniorer for både mænd og kvinder, i kata og kumite for masters for mænd og endelig i hold kumite for mænd. Der var mangeklasser i øvrigt så der var mange kampe der skulle klares på de tre kamparealer før dagen var omme. Der var derfor lagt et stramt program så der var konstant kampe i gang på alle arealer. Stævnet forløb fint og de første kæmpere fra vores delegation, der kom i ilden var Janne i kata samt de øvrige mandlige kæmpere i kata for mænd. Kata kampene gik fint selvom der var en enkelte fejl hist og her :-) Det bedste resultat blev leveret af Janne der opnåede en 4. plads med en flot Sochin, men Jesper Sensei, Michael og Flavio klarede sig også flot. Efter kata kom det til kumite. Først skulle Jeanette og Janne kæmpe i individuel kumite for seniorer. Begge lagde godt fra start med nogle overbevisende sejre. Efter de første kampe steg intensiteten en anelse og det blev mere hårdhændet. Bl.a. fik Jeanette et urent spark i skridtet og Janne fik en hård jodan markering. Men selvom der var skavanker klarede begge sig fint og det endte med sølv til Jeanette og bronze til Janne. Tillykke og godt gået!!!Herefter kom det til individuel kumite for mænd både for masters og seniorer. Det blev til en masse spændende kampe og flere klarede sig godt. Værd at nævne er det at Michael gav en god og hård, men også retfærdig, modstand i masters klassen. Det var måske ikke alle deltagere i den klasse der havde helt styr på markeringer - men Michael klarede den og byttede bare hvor der skulle byttes. Desværre blev der dømt imod Michael på et ellers flot jodan mawashigeri i bedste Karin Schwartz stil, så det blev desværre ikke til medaljer i masters klassen. Kumite for seniorer gik også godt selvom der var specielt en enkelt kamp der var præget af manglende kontrol. Rune mødte en modstander, der var et hoved højere og fuldstændig manglede kontrol. Det blev en hård kamp med mange pauser for at stoppe den ene blodnæse efter den anden hos Rune fordi der blev markeret for hårdt. Men Rune kæmpede med ånden og viljen til det sidste og gav modstanderen kamp til stregen. Desværre blev der igen dømt imod og Rune måtte gå fra kamparealet godt forslået og uden sejer. Men rigtig flot kampånd - det er der ingen tvivl om. Jesper sensei og Flavio klarede sig dog begge godt og kom langt i turneringen. Jesper sensei mødte i kvartfinalerne VM bronzevinderen så der var hård modstand. Kampen var meget lige og efter vores bedste overbevisning fik Jesper sensei overtaget sidst i kampen. Men en heldig scoring kan jo være afgørende i Shobu-ippon så sensei tabte desværre i kvartfinalerne. Flavio klarede sig derimod igennem de sidste runder og endte i en meget dynamisk og heftig finale. Men formen var i top så der var ikke noget at gøre for modstanderen og efter nogle flotte mawashigeri, ashi-barai og gyaku-zuki kunne Flavio modtage guldmedaljen i individuel kumite for seniorer. Rigtig flot kæmpet og et kæmpe tillykke til Flavio. Endelig kom turen til den sidste turnering som var hold kumite for mænd. DKA holdet bestod af Jesper sensei, Flavio og Troels. Troels kom med på et afbud idet Rune var skadet fra sin hårde kamp i individuel kumite. Holdet lagde godt fra start og vandt forholdsvist hurtigt de indledende runder med to kampe i hver - så første og anden kæmperen fik gjort kort proces. På det tidspunkt i stævnet var ledelsen ved at løbe tør for tid så turneringen blev afviklet i et rasende tempo. Og før vi fik set os om var det blevet tid til finalekampen mod England. Flavio, som var førstekæmper, fik endnu engang gjort kort proces og vandt sin finalekamp overbevisende. Det gik desværre knap så godt for andenkæmperen, som var Troels, idet modstanderen med sine knap 2 meter hurtigt fik overtaget i kampen så Troels tabte sin finalekamp. Så nu var det hele op til Jesper sensei der som tredjekæmper skulle redde guldmedaljen hjem til DKA. Med stort overblik blev kontrollen hurtigt taget i kampen og i overbevisende stil blev der hurtigt scoret to gange af Jesper sensei som vandt finalekampen og dermed guldet hjem til DKA i holdkumite for mænd. Stort tillykke til alle kæmpere - det var en flot indsats og nogle flotte resultater.

tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 





 

Som det ses af brevet, så er sensei Jan Spatzek, DKA´s chefinstruktør nu blevet optaget som medlem af JKS Shihan - Kai. Det betyder at sensei vil have en meget stor indflydelse på JKS karate i fremtiden.

Optagelsen af sensei er på baggrund af hans store indsats og viden om karate.

shihankai

 

tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 






 

sayoss_formandOss og godt nytår! Jeg kan nu med glæde se tilbage på endnu et år som formand i DKA.

Heldigvis har jeg opdaget, at DKA er både et specialforbund, men også et meget specielt forbund! Ikke mindst takket være Jan sensei og Jesper sensei som i kraft af deres kontakter til JKS Honbu Dojo kan hive mindst to topinstruktører, hhv. Yamaguchi sensei og Koike sensei til Danmark i løbet af et år.

Samtidig er den karate vi træner i DKA en meget opdateret Shotokan karate, der konstant udvikler sig, bl.a. fordi mange af de højere graduerede udøvere ofte er til seminarer i udlandet.

At vi også kan begå os til stævner beviste DKA kæmpere, da de stillede op til JKS EM i Cambridge, England i oktober og vandt EM for hold i herrer senior, mens damerne tog både sølv og bronze i kumite! Jeg tror vi vil komme til at blive bemærket de kommende år til stævner rundt omkring i landet.

Oss

Palle Lech, formand for DKA

 tilbage